Jan Felland, 04. august 2023, senest revideret 06. august 2023
Deklaration: Jeg er en nysgerrig skeptiker. Det er godt med et åbent sind, men ikke så åbent at hjernen falder ud.
En anden måde at se mysteriet på
Umiddelbart vil de fleste nok mene, at "UFO-mysteriet" handler om, hvorvidt der flyver ikke-jordiske objekter rundt, eller der ikke gør. Og om USA's regering skjuler sandheden eller de ikke gør.
Jeg mener dog, at UFO-mysteriet også kan formuleres på en anden måde.
Hvis nu det ultimativt viser sig, at UFO'erne alle har en helt naturlig forklaring, hvordan forklares så årtiers vidneberetninger og UFO-eksperters overbevisning om fænomenets realitet?
Vi taler potentielt set om mange tusind - måske titusinder - af mennesker som igennem ca. 75 år har udvidet og vedligeholdt UFO-myten med nye observationer og mulige beviser. Og vi taler om rigtig mange UFO-eksperter, som igennem årtier er kommet med stadig flere og mere ekstreme påstande, og stigende pres for at få USA's regering til at "afsløre sandheden".
Skulle UFO'er vise sig at have en 100% jordisk forklaring er det da et kæmpe mysterium hvad der så er foregået i hovedet hos vidner og UFO-eksperter de seneste 70 år?
. . .
Imidlertid når vi nok aldrig frem til den situation, for det er formelt set umuligt at føre et negativt bevis - altså føre bevis for, at alle UFO'er IKKE har en udenjordisk forklaring. UFO-tilhænger vil jo altid kunne hævde, at det ikke passer hvis regeringen afviser (det er jo det der er sket i 70 år), og nye observationer vil kunne forekomme.
Så UFO-myten vil nok altid bestå - med mindre, naturligvis, at det bliver bevist at UFO'er rent faktisk HAR en ikke-jordisk oprindelse (hvilket jo GODT kan bevises), så går vi fra myte til sandhed.
Spændende tider vi lever i.
Skeptikeren Brian Dunning har på Skeptoid.com et bud på hvad der bla. kan være foregået bag kulisserne de seneste årtier, eller rettere HVEM der kan have spillet centrale roller i udviklingen og hvorfor.
Følg med
OFFWORLD er på sagen og vi vil her på OFFWORLD.nu løbende skrive når der er seriøst nyt og relevant om UFO'er.